Pagajen er en meget personlig del af udstyret og du ”bærer” på den hele tiden, det er derfor vigtig at den passer netop dig og ikke er for tung. Pengene til en god pagaj er givet godt ud. Det er meget svært at opsætte regler omkring pagajen. Tidligere brugte man som vejledning, at din højde med strakt arm var lig med længden på pagajen, gør du det bliver den højst sandsynlig for lang (før var slalomski også højere end en selv, nu går de kun til hagen). Der er nogle andre ting som du bør tage med i dine overvejelser når du vælger en pagaj.
Til hvilket formål skal pagajen bruges? Hvilken type af kajak?
Hvilken rostil bruger du? Er den lav eller høj?
Er det til kortere motionsture, langtur og ture med oppakning?
Størrelse på din hånd for valg af tykkelse på skaftet.
Din højde i forhold til længden på din arm.
Bladstørrelse i forhold til din styrke.
I hovedtræk er der tre kategorier af pagajer: Bredbladet, smalbladet og wingpagaj.
Wingpagajen er mest til konkurrence og turkajak så den vil vi ikke komme ind på, da det er de få som bruger den til havkajak.
Der er dog også den grønlandske åre, som er lavet helt i træ. Mange havkajakroere har taget den til sig, da den er let at ro med når du først har lært den specielle teknik der er for den type ”pagaj”.
Den er også god at øve forskellige rul med.
Smalbladet pagaj:
En smalbladet pagaj fanger vandet længere ude fra kroppen og passer derfor godt til havkajakker som jo er en forholdsvis bred type kajak. Smalbladet pagaj passer godt til en lav rostil med skubarmen på højde med brystkassen. Smalbladet pagaj fås i flere bladstørrelser og kan have samme overflade som en bredbladet, da en smalbladet pagaj ofte er længere i bladet end en bredbladet. Er let at lave styretag med og rigtig god til langturs roning, blæsevejr og bølger.
Bredbladet pagaj:
Bredbladet pagaj bruges ofte til en mere lodret og aktiv rostil. Inden wingpagajen kom frem blev den brede model stadig brugt til konkurrence roning. En bredbladet pagaj anvendes med høj pagajføring – skub armen skal op i øjenhøjde. I dag bruges de mest til kajakker med et smalt fordæk for at kunne udnytte det brede blad, opretstående i vandet og tæt på kajakken. Der er lettere at opnå en mere aggressiv rostil og høj hastighed med en bredbladet pagaj. Er lette at lave styretag med og god til motionsturen og når du gerne vil have lidt mere fart på. Kan føles tungere at ro med.
Skaftet:
Aluminiumskaft: Stærkt, tungt, og koldt at holde om.
Glasfiber: Rimelig stærkt, forholdsvis let og godt at holde om.
Kulfiber: Meget stærkt, let, og godt at holde om.
Bladet:
Plast: Stærkt, tungt, og meget fleksibelt. Ikke alle går godt igennem vandet
Fiberforstærket plast: Stærkt, tungt, og rimelig stift.
Glasfiber: Stift, let og rimeligt stærkt. Kanterne på bladet er lidt sårbare.
Kulfiber: Stærkt, stift, og let. Kanterne på bladet er sårbare.
De bedste flade pagajer har en styre-finne i midten, som sikrer, at pagajen ikke siksakker gennem vandet. Bladet skal være stift, så der ikke mistes energi. (Det er kajakken som bliver trukket mod pagajen).
Tips til rostilen:
Du behøver ikke være stor og stærk for at komme effektivt fremad i en kajak. Den rigtige skadesforebyggende roteknik er utrolig vigtig for glæden ved at ro og gør det ud for muskler. Bladet sættes i ved fødderne og tages op ved hoften (alt efter hoften bremser). Overkroppen er rank og lidt fremadlænet. Der stemmes i med foden i den side taget tages. Den øverste arm er let strakt og føres vandret over centerlinjen på kajakken,(f.eks. venstre hånd over til højre knæ). Den øverste arm kører vandret i højde hvad der svarer til mellem bryst og hage. Der holdes med løs hånd på pagajen, især skub-hånden (den øverste) gerne let åben så fingrene stritter lidt (den øverste arm skal skubbe og den nederste skal trække på samme tid).
HUSK AT FÅ- OG FORNEMME ROTATION I KROPPEN.
En god øvelse er at kikke på det blad, du sætter i vandet eller ro med begge arme strakte (kun som
øvelse) Derved vil du automatisk rotere i overkroppen.
En kajakroer, bliver aldrig færdig med at øve stilroning og teknik. Der er altid noget, der kan rettes, så det bliver endnu bedre. Husk du ror fremad 99 % af tiden, så det er vigtigt det gøres godt og du retter dine fejl så det ikke bliver en ”dårlig vane”.
